< TILBAGE

Retssikkerhed og VERDENSMÅL går hånd i hånd

”Det giver rigtig god mening at arbejde med verdensmålene”, lyder det fra advokat Brian Pihl fra Advokatgården i Sorø.

I Danmark er vi milevidt foran mange andre lande, når det kommer til forhold som fx korruption, menneskehandel og ulovlige penge- og våbenstrømme, men verdensmålene nr. 16 om fred, retfærdighed og stærke institutioner handler bl.a. også om at sikre lige adgang til retssikkerhed.

Advokatvagten er med til at sikre lige adgang til grundlæggende retshjælp

I Sorø og en række andre byer rundt om i landet kan alle borgere gratis besøge Advokatvagten. Som del af den offentlige retshjælp, ydes der i Advokatvagten ‘’helt grundlæggende mundtlig rådgivning til enhver borger, gratis og om alle retsspørgsmål’’.

‘’ Advokatvagten har tidligere været tilgængeligt flere andre steder, men det kan kun løbe rundt, hvis de lokale advokatfirmaer bakker op om idéen. Advokatvagten er fuldstændig frivilligt og derfor er det op til den enkelte by, om man vil tilbyde borgerne den mulighed’’, forklarer Brian Pihl og fortsætter: ‘’Verdensmål nr. 16 handler bl.a. om at fremme retssikkerheden og sikre lige adgang til retfærdig rettergang. Det er derfor min klare overbevisning, at gratis indledende retshjælp som Advokatvagten i Sorø er en del af verdensmålet’’, siger advokat Brian Pihl.

Plads til forbedringer på familieområdet

I Advokatvagten ses en overvægt af familiesager. Oftest sager om skilsmisse, forældremyndighed, bopæl og lignende. Et retsområde, der er forbundet med mange følelser og hvor borgeren har brug for en advokat til at kæmpe deres sag. Men med nylige afgørelser fra Familieretshuset, som er den offentlige myndighed, der har overtaget Statsforvaltningens rolle, er det nu blevet sværere for advokater at repræsentere deres klient. Et skridt i den forkerte retning set ud fra verdensmålene, mener Brian Pihl og forklarer:

‘’Hvis du vil påklage en afgørelse for en klient, skal man nu bruge en særlig fremgangsmåde og det kan man som advokat ikke gøre på vegne af sin klient. Det kan klienten kun selv, og ofte ved klienten ikke hvordan det skal gribes an. Det er retssikkerhedsmæssigt ikke godt nok og et skridt i den forkerte retning. Jeg vil påstå, at det er i direkte strid med flere af delmålene i verdensmål nr. 16’’, fortæller Brian Pihl.

Nogen skal jo starte bølgen

Hos Advokatgården i Sorø er verdensmålene ikke bare noget, de taler om. Advokaterne arbejder aktivt for at gøre noget i relation til verdensmålene. Hvad enten det er pro bono-sager, partnerskaber med andre virksomheder, skoler eller det offentlige, eller noget så grundlæggende som at spare på forbruget af papir. ‘’Ligesom med alt muligt andet, så er der nogen, der er nødt til at gå foran og starte bølgen. Forhåbentlig kommer der mange flere advokater, der arbejder aktivt med verdensmålene efter os’’, afslutter advokat Brian Pihl.


< TILBAGE

Vælg og klik på verdensmål


Sorø Erhverv | Rådhusvej 8 | 4180 Sorø | Tlf. 5787 6035 | E-mail: erhverv@soroe.dk | Cookiepolitik