Håndværksbranchen samlet til morgenmøde om ESG

Håndværksbranchen samlet til morgenmøde om ESG

Der var fyldt op rundt om langbordet i Meincke’s Malerfirmas showroom på Banevej i Sorø og god gang i snakken på tværs af de repræsenterede virksomheder. Sorø Erhverv havde inviteret til gratis morgenmøde om ESG i håndværksbranchen, og det blev til et par gode timer med spørgsmål, betragtninger, erfaringer og masser af information om den ESG-virkelighed, som rammer både store og små virksomheder.

Overskriften var ”Bæredygtighedsrapporten er din hurtigste vej til prækvalifikation, og CO2-regnskabet et stærkt kort i selve tilbuddet”, og under de udsagn gennemgik den lokale ESG-rådgiver, ESG4business de mange forventninger og krav som også små virksomheder bliver mødt med. Hvis ikke allerede i dag, så i den nærmeste fremtid.

Virkeligheden er, at også mellemstore og små virksomheder bliver mødt med krav og forventninger fra både forbrugere, kunder og kommuner om at levere data om bl.a. CO2-aftryk og bæredygtige tiltag. Og har du ikke styr på sine ESG-data, risikerer du at blive valgt fra – ikke bare af kunder men også af finansieringskilder og medarbejdere,” udtaler erhvervschef Laila Bregner Carlsen og uddyber:

Men der findes heldigvis også masser af muligheder for at blive hjulpet godt i gang – både via lokale initiativer, rådgivning målrettet små- og mellemstore virksomheder og tilskudspuljer, så det ikke bliver en al for tung opgave rent økonomisk. Det var også målet med morgenmødet; at give indblik i, at det kan lade sig gøre, og at det skaber nye muligheder.

I Sorø arbejder kommunen og erhvervslivet sammen om den grønne omstilling – blandt andet i regi af Bæredygtighedspanelet, som løbende arrangerer møder og workshops rundt om i kommunen. På hjemmesiden ESGsoroe.dk er der mulighed for at blive klogere på ESG-arbejdet.

Vi yder ikke rådgivning, men vi giver sparring og kan hjælpe virksomheder med at danne sig et overblik over, hvordan de kommer i gang, for det kan virke som noget af en jungle at navigere i. Hvis man er en lille virksomhed, så arbejder langt de fleste medarbejdere med virksomhedens kerneopgaver, og det kan være svært at afse tid og ressourcer til at komme i gang med CO2-regnskabet eller bæredygtighedsrapporten. Men hvis ikke man kommer i gang, så risikerer virksomheden at miste opgaver, så arbejdet handler også om at ruste sig til fremtiden,” siger Laila Carlsen.

Dagens vært, Meincke’s Malerfirma er én af de virksomheder, som er i gang med konkrete tiltag. De har investeret i elbiler og solceller, og de har fokus på forskellige initiativer med udelukkende Svanemærkede produkter og salg af overskudsmaling.

Læs mere på esgsoroe.dk 


< TILBAGE

KAN VI HJÆLPE

Niklas Pandell

Niklas Pandell

Bæredygtighedsguide og erhvervskonsulent

 

Mobil: 21 82 13 47
Email: nipa@soroe.dk